Det er afgørende for alle børn, unge og voksnes læring og udvikling at opleve social og faglig trivsel i forbindelse med deres uddannelse. Hvis man oplever et godt undervisningsmiljø, som understøtter trivsel, lærer man bedre.
Undervisningsmiljøvurderingen er en vigtig del af et vedvarende fokus på at skabe og bevare et godt undervisningsmiljø for landets elever, lærlinge og kursister. Det er lovpligtigt for alle uddannelsessteder at udarbejde en undervisningsmiljøvurdering og at sikre, at den løbende bliver opdateret.
Det følger af undervisningsmiljølovens § 6 og § 7, at alle uddannelsessteder skal udarbejde en skriftlig undervisningsmiljøvurdering af sikkerheds- og sundhedsforholdene samt
forholdene vedrørende det psykiske og æstetiske miljø på skolen eller uddannelsesstedet. Det er uddannelsesstedets ledelse, der har ansvar for at sikre, at undervisningsmiljøvurderingen udarbejdes.
Undervisningsmiljøvurderingen skal vedligeholdes på en sådan vis, at den revideres, når der sker ændringer, der har betydning for undervisningsmiljøet på uddannelsesstedet, dog mindst hvert tredje år.
Undervisningsmiljøvurderingen skal mindst indeholde følgende:
- Kortlægning af uddannelsesstedets fysiske, psykiske og æstetiske undervisningsmiljø,
- beskrivelse og vurdering af eventuelle undervisningsmiljøproblemer,
- udarbejdelse af en handlingsplan, hvor det fremgår, i hvilken takt og rækkefølge de konstaterede problemer skal løses, og
- forslag til retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.